Beredskabsforbundet, landsforbund, der organiserer frivillige i redningsberedskabet, og som afholder kurser i elementær brandbekæmpelse og grundlæggende førstehjælp. Beredskabsforbundet udgiver tidsskriftet Beredskab og informerer befolkningen om beredskab og forebyggelse. Forbundet er inddelt i syv regionsforbund, der igen er opdelt i 102 kredse med i alt knap 5000 medlemmer (2004).
Beredskabsforbundets virksomhed udøves inden for rammerne af en aftale med Forsvarsministeriet og er i det væsentlige finansieret af statslige midler. I tilslutning til rammeaftalen indgås hvert år en kontrakt mellem forbundet og Beredskabsstyrelsen om de konkrete opgaver, som forbundet skal løse for det statslige redningsberedskab.
Forbundet blev stiftet i 1934 som Dansk Luftværnsforening og omfattede i årene 1940-90 tillige landsforeningen Danske Kvinders Beredskab. Dansk Luftværnsforening ændrede i 1949 navn til Civilforsvars-Forbundet, og navnet blev ændret til Beredskabsforbundet i 1993.