L. Hammerichs Forretning i Bygningsartikler
Vis alle resultater i samlingen
L. Hammerichs Forretning i Bygningsartikler
1884
2010
Firmaet blev grundlagt den 1. januar 1884, hvor Louis Hammerich som 25-årig overtager specialforretningen J.C. Seidelin på Fredens Torv 12 i Aarhus, og forretningen skifter navn til ”L. Hammerich Forretning i Bygningsartikler”.
I 1911 omdannes virksomheden til aktieselskabet ”A/S L. HAMMERICH & CO”. Efter to år videreførte Louis Hammerich firmaet på egen hånd, og fra 1913 er A/S L. Hammerich & Co. et familieejet aktieselskab med Louis Hammerich som direktør og eneaktionær.
I 1935 køber A/S L. Hammerich & Co. en aktiepost i A/S Troldhede Pladeindustri i Vestjylland. Et af Troldhedes produkter er træbetonpladen Troldtekt, som er et billigt og stærkt materiale med lydisolerende og brandhæmmende egenskaber.
I 1982 reorganiseres A/S L. Hammerich & Co. og salgsorganisationen bliver nedlagt. En række medarbejdere overflyttes til A/S Troldhede Pladeindustri, og firmaerne flytter sammen i nye fælles kontorlokaler i Åbyhøj.
I 1988 køber direktøren for A/S Troldhede Pladeindustri familien ud og overtager A/S L. Hammerich & Co. I 2009 ophørte salget af de sidste af de tilbageværende, traditionelle byggematerialer, og den 1. januar 2010 tager selskabet atter navneforandring, denne gang til Troldtekt A/S, således at produkter og selskab nu har samme navn.