Min Bedstefader A. F. Elmquist havde en gammel Ven, som hed L. F. Bloch. Han var egentlig Jøde, men døbt. En lille tyk Mand var han med høj Hat og en cigarstump klemt mellem de tandløse Læber, en stor Børneven og et meget elskværdigt Menneske. Han var fuld af gemytlighed, og naar man kaldte paa ham: "Bloch!" Svarede han altid: "Ja Nok!" Eller ogsaa yndede han at sige: "Her sidder jeg som en Blok". Naar han kom paa Mejlgade, gav han os gerne Skillinger, men da vi Børn tilsidst fandt paa at modtage ham med det Spørgsmaal: Bloch har Du ikke en Skilling? fik vi at vide, at saadan maatte vi ikke sige. Hans Kone hade været meget smuk, men vilde gerne bruge fremmede Ord. Saaledes sagde hun en Gang: "Min Mand har saamænd gaaet og triumferet (skulle være spekuleret) op og ned af Gulvet hele Dagen!" En anden Gang sagde hun: "Jeg gaar og hykler om Bloch hver Dag" (skulde være hygger). Bloch havde nogle dygtige og prægtige Sønner, fortsættes på B 11833