Men vi som staae tilbage her, skal mindes om, med Kraft at stræbe og Sløvhedsslangen kjækt at dræbe, ved Tanken om den Ædles Værd; "og hine Sange, som han skabte, skal, mens vi sørge ved den Tabte, til Glæde over Danmark end tit over Sletten svæve hen." Alladin, Hakons, Helges Skjald! ei mere her vort Blik du møder, og Hjertet ved den Bortgang bløder, dog tro vi Mindet gjemme skal; ja, mens de friske Bøgeskove sig speile her i Strandens Vove, mens Hjerte Slaaer i Kvindens Bryst, du glemmes ei paa Danmarks Kyst. Fr. Sneedorff-Birch