I Fra svundne Dage. Begravelser. Vore Forældre kan endnu fortælle os, hvorledes de som Børn ved deres Bedsteforældres Begravelse iførtes sorte Sørgekapper og mødte i Sørgehuset, hvor det indbudte Følge var forsamlet for dels at høre Præstens Ord - Kirkebegrvelser kendtes næsten ikke - dels at tømme et Mindebæger, inden Kistelaaget skruedes paa. Ja Rahbek fortæller endogsaa, at hans Sørgepaaklædning ved hans Moders Begravelse endda straktes til hans indrøde Haar, som i Dagens højtidelige Anleldning blev sværtet sort med Kønrøg. - Efter Begravelsen fulgte Følget atter med hjem til Sørgehuset og spiste Steg og Kage. Det Værelse, hvori Kisten var hensat, var sørgeklædt, d.v.s. at der hang hvide Gardiner for Vinduerne. Boede "Liget" paa 2. eller 3. Sal, og Trappegangen var smal, var det Pligt for dem, der boede i Stuen Aftenen før Begravelsen at modtage Kisten i deres "Sal", hvor Høitideligheden saa fandt Sted efter Tilsigelse af Bedemanden, der i Modsætning til, naar han var ude at byde til Bryllup og Barsel, havde ombyttet sine hvide Strømper med sorte. - De frivillige Ligfølger, der ikke behøvede Indbydelse, blev først almindelige, skriver "Nationaltidende", da Kirkebegravelser i 40erne af forrige Aarhundrede, fortrængte Begravelser i Hjemmene, og de store Følger der ledsagede f.Ex. Ewalds Lig til Graven, var nærmest at betragte som Demonstrationsfølger overfor Myndighederne, der mentes at have forurettet de afdøde, ikke Hyldningsbeviser mod disse. I det 18. Aarhundrede yndede Folk at lade sig begrave i selve Kirken, jo højere oppe mod Alteret, des finere, eller paa Kirkegaarden inde i Byen; det var Tode, der fik Fortjenesten af at paapege det usunde i dette Forhold. Da Assistens Kirkegaard i København blev anlagt, betragtedes den længe som Fattigkirkegaard og det var ikke fint at fortsættes....