Jacob Davidsen var købmand i Aarhus og en del af byens jødiske mindretal i 1800-tallet.

Født ca. 1791, død den 26. juni 1861 i Aarhus.

Søn af David Isaac og Rachel Cohen, der fik 11 børn sammen.

Jacob Davidsen blev aldrig gift, men fik et uægte barn med Doris Marcussen i 1834. Barnet var en pige, der kom til at hedde Ester Davidsen, men hun døde allerede i 1835, 1½ år gammel.

Forældrene var indvandret til Fredericia fra Hamborg, hvor nogle af børnene tilsyneladende var født. Faderen døde i år 1800, men moderen drev hans købmandsforretning videre med hjælp fra to af sønnerne. I folketællingen i 1801 er de anført som boende i Gothersgade i Fredericia.

Flere af brødrene i søskendeflokken begyndte fra 1799 at flytte til Aarhus, hvor de slog sig ned som købmænd. Blandt disse var Isaac, Levin og Bendix Davidsen, der alle tog borgerskab i byen. Jacob Davidsen flyttede også til Aarhus, men det ser ikke ud til, at han tog borgerskab.

Købmand i Aarhus

De første spor efter Jacob Davidsens tilstedeværelse i Aarhus er, at han i 1831 var indblandet i en retssag i byen, og at han i 1834 levede som handelsbetjent ved brændevinsbrænder Niels Iwersen i Mejlgade 43. I 1840 boede han på Store Torv 8, hvor han efter alt at dømme logerede hos matriklens ejer. På dette tidspunkt var han blevet købmand og havde muligvis fået sin egen forretning. Kort tid efter flyttede han til Volden, hvor han i 1845 logerede hos skræddermester Carl Grouleff i nr. 16.

Han ser dog ud til igen at være flyttet forholdsvis hurtigt derefter, da det i 1849 blev bekendtgjort, at han havde en ejendom på Badstuegade 12-14, og at den var blevet sat til salg. Mellem 1845 og 1849 må han altså også have fået penge nok til at købe sit eget hjem frem for at logere ved andre. Han fik solgt ejendommen på Badstuegade til melhandler Peder Balle, men blev boende på adressen, der også rummede flere andre familier.

Fattiglem ved Vor Frue Kloster

Jacob Davidsen kom på trods sin købmandsforretning i økonomiske vanskeligheder, og i folketællingen fra 1860 er listet som fattiglem ved Fattigstiftelsen ved Vor Frue Kloster. Han kom dermed til at lide omtrent samme skæbne som sin bror, Levin Davidsen, der også endte i fattigdom.

Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor Jacob Davidsen endte som fattiglem. En del af forklaring kan muligvis være, at han i 1831 tabte en retssag mod bomuldsvæversvend Niels Liisberg, som han skulle have gjort "fornærmelige Udladelser" mod. Som straf måtte han trække sine udmeldinger tilbage og betale for sagens omkostning. I 1847 befandt han sig i omtrent samme situation, da han tabte en retssag, der blev anlagt mod ham af Sine Marie Nielsdatter, enke efter Anders Hals. Hun anklagede ham for at have gjort udtalelser, der kunne "... komme Klagerinden til Skade paa Ære, Navn og Rygte...". Jacob Davidsen blev dømt til at betale Aarhus Købstads Fattigkasse fem rigsbankdalere samt sagens omkostning. Det kan have været en betragteligt økonomisk slag for ham, og det er muligt, at han ikke har kunne komme på fode igen efterfølgende.

Det kan desuden formodes, at hans økonomiske situation var årsagen til, at han måtte sælge sin ejendom på Badstuegade i 1849. Det ser dog ud til, at han alligevel fik problemer med sin boligsituation, da ejendommen - som han stadig boede i, selvom den var solgt - kom på offentlig auktion i 1850. Herefter må den have fået nye ejere og lejere, og Davidsen har formodentlig skulle søge efter et andet sted at bo uden at have ret mange penge på lommen.

Jacob Davidsen døde den 26. juni 1861, 70 år gammel. Han deler gravsten med sin bror, Levin Davidsen.

Levin Davidsen fik borgerskab som købmand i Aarhus i 1809.

I 1814 boede Levin Davidsen i Rosensgade hos skolelærer Winding, hvor han solgte varer som sukker og kaffe. Samme år annoncerede han i Aarhus Stiftstidende, at han ville sælge smør billigt til trængende aarhusianere med begrundelsen:

”At afhielpe den Trængendes Trang med en af Livets daglige Fornødenheder er min Hensigt, og den vil vist ikke blive miskient af nogen af mine Medborgere.”

I samme annonce gjorde han opmærksom på, at han havde indsendt fire skæpper rug til fattigkommissionen, så de på hans regning kunne bage brød til de mest træ

I 1814 - kun halvanden uge efter ovennævnte annonce - kom Levin Davidsen i problemer, da han blev hængt ud som en svindler i Aarhus Stiftstidende. En anden borger i Aarhus, Joseph Gerson, skrev, at Levin Davidsen havde reklameret med at ville købe ræveskind af folk, der ønskede at sælge, men at han ikke engang ville kigge på Gersons skind, da han tilbød dem.

Få dage senere svarede Levin Davidsen på beskyldningen i avisen og hævdede, at det var Joseph Gerson, der havde været både urimelig og afvisende i det omtalte forsøg på at handle med hinanden.

Herefter fulgte endnu to hidsige annoncer, hvor Joseph Gerson først beskyldte Levin Davidsen for at være tosset og en bedrager. I sidste annonce om affæren meldte Levin Davidsen, at han mente, at Gerson havde ”gjort sig skyldig i Overtrædelse af Trykkefriheds Anordningen”, og kom med følgende udmelding:

”… jeg skylder mig selv at lade ham revse ved Lovene, saa vilde jeg herved underrette Publicum og ham om denne min Beslutning, og at jeg ikke fortsætter nogen Strid med ham i Avisen”.

Hvordan sagen endte, vides ikke.

I 1819 gik det galt igen: Den 21. december hængtes Levin Davidsen ud i avisen for at have forladt sin lejlighed uden at betale huslejen til ejeren, P.C. Grønbech. Herefter blev der holdt auktion over noget af det tøj, Levin Davidsen havde efterladt sig på adressen, for at gøre op for Grønbechs tabte indtægt.

Både i 1815 og i 1827 var Levin Davidsen også indblandet i konflikter, der disse år blev taget i retten. Levin Davidsen vandt begge sager og skulle begge gange modtage penge i erstatning fra modstanderne. Omdrejningspunktet ved den sidste af sagerne var, at en fiskehandler ved navn Hans Kastensen tilsyneladende havde forårsaget, at Levin Davidsen havde brækket benet, og at benet ikke kunne hele ordentligt, så Davidsen fremefter måtte leve som "Krøbling". Han modtog dog aldrig den erstatning, han ellers var blevet tilkendt. Den 18. august 1827 indrykkede han en annonce i Aarhus Stiftstidende, hvor han skrev:

"Da Mange har spurgt mig hvad Dom Hans Kastensen fik, saa bekjendtg. den herved...: Indklagede H.K. bør bøde 3de 6 og 3de 9 lod Sølv. Saa bør han og erstatte Levin Davidsen i Bodskjær Løn 16 Rbd. Sølv, for Kur og Pleie 64 Rbd. 4 Sk. samt for Lyde, Svie og Smærte 50 Rbd. Sølv. Forøvrigt reserveres Davidsens Ret til yderligere Erstatning hos Kastensen for Kuur og Pleie i Fattiganstalten.

Endnu har jeg ikke faaet nogen Erstatning, men faaer jeg nogen, da vil jeg med Glæde, hvor fatig jeg end er, skjænke den til endnu fattigere af mine christne Medmennesker, thi selv har jeg meget Godt at takke adskillige Christne for.

Levin Davidsen"

Senere liv og død

Selvom Levin Davidsen tilsyneladende havde en fin start i Aarhus, blev han aldrig rig - tværtimod. De sidste mange år af sit liv levede han som fattiglem i byen. Man skulle ellers tro, at erstatningerne for hans vundne retssager havde hjulpet ham økonomisk, men måske hans dårlige ben har gjort det svært for ham at arbejde og tjene til dagen og vejen. I 1834 var han opskrevet som fattiglem ved Fattigstiftelsen i Vor Frue Kloster, og i den sidste folketælling, han optræder i, fra 1850 blev han stadig forsørget samme sted.

Levin Davidsen døde i fattighuset den 27. juni 1859, 78 år gammel. Han deler gravsten med sin bror, Jacob Davidsen.